Forbigående risikofaktorer

 

Forbigående risikofaktorers betydning for arbejdsulykker i risiko-brancher

 

Baggrund
De forbigående risikofaktorer umiddelbart før ulykker er underbelyste i traditionel epidemiologisk forskning, hvor der normalt fokuseres på mere vedvarende risikofaktorers betydning. Identifikation af forbigående risikofaktorer er af stor betydning, idet viden om disse faktorer kan indbygges som forholdsregler i den eksisterende organisering og tilrettelæggelse af arbejdet.

Projektet er et 3-årigt case-crossover studie af incidente arbejdsrelaterede skadestuebehandlede ekstremitetsskader i fire højrisikobrancher: bygge- og anlægsbranchen, landbruget, jern- og metalindustrien, og industrislagteri.

Undersøgelsen baseres på arbejdsulykker, som medfører behandling på skadestuerne i Odense, Herning og Holstebro i en periode på 12 mdr.

 

Formålene med projektet er, at:

• Identificere hvilke forbigående risikofaktorer, der har betydning for arbejdsulykker, som har medført ekstremitetsskader
• Vurdere hvorvidt forbigående risikofaktorer, har større betydning for arbejdsulykker på midlertidig/skiftende arbejdspladser end på faste arbejdspladser
• Afprøve case-crossover designet indenfor arbejdsulykkesforskningen


Om projektet:
Der foreligger omfattende forskning, der beskriver de stabile risikofaktorers betydning for arbejdsulykker herunder standarder for orden og ryddelighed, uddannelse, holdninger, alder og køn. I en rationel forebyggelsesstrategi er det imidlertid ikke tilstrækkeligt alene at inddrage disse risikofaktorer. En lang række forbigående risikofaktorer spiller ligeledes en central årsagsmæssig rolle og er ofte dem der leder direkte frem til selve arbejdsulykken.

Case-crossover designet giver en unik mulighed for at undersøge betydningen af forbigående udløsende faktorer, for risikoen for arbejdsulykker. Case-crossover designet fjerner problemstillingen med confounding mht. alle konstante risikofaktorer, idet casepersonen er sin egen kontrol. Dette løser et problem i mange arbejdsmiljøforsknings-sammenhænge, hvor identificeringen af en relevant sammenligningsgruppe ofte er vanskelig.

En særlig udfordring ift ulykker gælder midlertidige/skiftende arbejdspladser, som forekommer i bygge og anlægsbranchen og delvist i landbruget især skovbrug. I disse brancher observeres de højeste incidenser for arbejdsulykker. Da arbejdsmiljøet og arbejdsopgaverne i disse brancher er meget varierende og dynamiske, vil forbigående risikofaktorer, muligvis spille en større rolle ved denne type arbejde end på faste arbejdspladser.

 

 

This page load time was 0.042 seconds
Website by TinX/dk a|s - www.tinx.dk