Socialrådgiversamtale
Du kan blive henvist alene til en samtale med en socialrådgiver på Arbejdsmedicinsk Klinik:
- Det kan være i en situation, hvor du på grund af en arbejdsskade er afskåret fra fortsat arbejde indenfor dit fagområde. Dine helbredsgener er måske belyst ved en tidligere arbejdsmedicinsk undersøgelse, og du har nu behov for erhvervsvejledning for at drøfte fremtidige arbejds- og uddannelsesmuligheder.
- Det kan også ske med henblik på gennemgang af sagsforløbet i din arbejdsskadesag for at afklare, om der er mulighed for at få genoptaget en tidligere afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen om anerkendelse som arbejdsskade eller om fastsættelse af erstatning.
Du kan også komme til en samtale med en socialrådgiver i forbindelse med en arbejdsmedicinsk undersøgelse eller en arbejdspsykologisk udredning:
- Hvis der er behov for at skabe overblik over de forskellige handlemuligheder i forbindelse med længerevarende sygdom, dvs. om bl.a. sygedagpengeopfølgning, virksomhedspraktik, revalidering, fleksjob og førtidspension.
- Når forløbet hos arbejdsmediciner eller arbejdspsykolog er ved at blive afsluttet, så kan du hos socialrådgiveren få en uvildig rådgivning om fremtidige arbejds- og uddannelses-muligheder med udgangspunkt i de skånehensyn, der er beskrevet af læge eller psykolog.
- Hvis der er behov for det, så kan socialrådgiveren tage med dig til en rundbordssamtale på virksomheden eller på Jobcentret for at drøfte løsningsmuligheder.
Kontakt socialrådgiver Hugo Knudsen for yderligere information.




