Forebyggelse af arbejdsulykker
Forebyggelse af arbejdsulykker
I de sidste 15-20 år er der også gjort mange arbejdsmiljømæssige fremskridt i Danmark, samtidig med at der er sket en række teknologiske landevindinger, der på mange måder har gjort det mere sikkert at arbejde. Der er blevet - og bliver - brugt mange penge på at forebygge ulykker både på de enkelte virksomheder og i samfundet generelt. På trods af dette har der ofte været langt mellem succeshistorierne og Danmark har ikke oplevet et fald i antallet af arbejdsulykker i denne periode.
På de enkelte virksomheder kan det virke frustrerende for de sikkerhedsansvarlige at man bruger mange penge på sikkerhed, uden at det har nogen synlig effekt. Selv om man føler man gør alt for at gøre arbejdsopgaverne og maskinerne så sikre som muligt, stiller alt nødvendigt sikkerhedsudstyr til rådighed, og hele tiden indskærper overfor medarbejderne at sikkerhed har højeste prioritet, sker der alligevel (for) mange ulykker år efter år. Det kan virke som uforståeligt at medarbejderne bliver ved med at komme til skade, selvom de tilsyneladende har alle muligheder for at undgå det.
For at kunne forebygge ulykker er det vigtigt at kende årsagerne til dem. Gennem årene har der været mange forskellige forslag til hvad årsagerne til arbejdsulykker er. Nogle mener at årsagen skal findes hos medarbejderne, der enten ikke tænker sig nok om, ikke er uddannet nok eller sågar er rene ulykkesfugle. Andre har peget på at det er virksomhederne der har skylden for ulykker, da maskinerne, arbejdsopgaverne eller -tempoet er farligt. I de senere år har man peget på at årsagen til ulykker muligvis kan findes i den kultur man har på de enkelte virksomheder. Den viden man har i dag peger på, at årsagerne til arbejdsulykker er meget komplekse, og hvis man for alvor skal kunne forebygge dem, er et vigtigt både at have fokus på medarbejdernes adfærd og holdning, ledelsens engagement og prioritering af sikkerhed samt den kultur der er i organisationen.
På Arbejdsmedicinsk klinik i Herning har vi i mange år forsket i forebyggelse af arbejdsulykker, og har i den forbindelse udviklet nogle værktøjer til måling af sikkerhedskultur og vejledninger i at gennemføre sikkerhedsrunderinger. Disse publikationer kan downloades fra menuen i højre side.


