Skader i bevægeapparatet
Bevægeapparatslidelser
Bevægeapparatet omfatter vores led, muskler, knogler og tilhørende sener, ledbånd og brusk. Smerter fra bevægeapparatet er meget hyppige. Kun 10 % af den voksne befolkning ar ikke haft gener fra bevægeapparatet indenfor det seneste år, men for langt den største del af disse er generne små, og de forsvinder igen. I dag anses de fleste gener fra bevægeapparatet som en del af livet, men for nogle personer bliver generne til længerevarende smerter, som fører til arbejdsophør og eventuelt førtidspension. 30 % af førtidspensioner i Danmark skyldes symptomer og sygdomme fra bevægeapparatet, ligesom disse er baggrunden for halvdelen af de anmeldte erhvervssygdomme i Danmark. De sygdomme som hyppigst anmeldes som mistænkte erhvervssygdomme er ondt i ryggen, skuldersmerter, også kaldet rotator cuff lidelser, tennisalbuer, nakke-skulder smerter, og ide senere år er der også kommet en øget viden om at slidgigt i hofter og knæ kan skyldes uhensigtsmæssige arbejdsstiller og tunge løft.
De faktorer i arbejdet som der lægges vægt på er udover arbejdsstillinger og tunge løft, ensidige gentagne belastninger, specielt hvis der også anvendes mange kræfter ved udførelsen af arbejdet. Eksempler på arbejde, der indeholder disse belastninger er arbejde som slagteriarbejder og andet samlebåndsarbejde i industrien. I dag arbejder der mindre end 20 % i industrien og flere og flere jobs er nu karakteriseret ved at være fysiske passive, hvor man sidder ned det meste dagen, enten ved et bord, en overvågningsskærm, eller på en truck og andre maskiner. Det betyder at man bruger sit bevægeapparat for lidt, og det fysisk inaktive arbejde kan også føre til gener, og er også en af de faktorer som fører til overvægt og fedme, hvis man ikke kompenserer ved at lave motion og bevægelse i sin fritid. Af ovennævnte fremgår det således at såvel uhensigtsmæssige store belastninger som for lidt brug af bevægeapparatet kan føre til symptomer og sygdomme, og vores viden i dag om hvor meget er for meget og hvor lidt er for lidt er en del af forskningen i bevægeapparatets sygdomme.


